Tyskland

Ligesom Sverige er Tyskland dejlig tæt på Danmark, men rent sprogligt noget længere væk. Det skal dog bemærkes, at dansk har en særstilling i forhold til kontakt til myndighederne på grund af det danske mindretal i Slesvig. Det har således været muligt i stort omfang at komme til at tale med dansktalende sagsbehandlere m.v.

Bopæl: Find en lejlighed i Tyskland – mest oplagt er Flensborg, som der nedenfor er taget udgangspunkt i. Lejligheder i Flensborg er billige, men af udmærket standard. Indskud (”Kaution”) er lavere end i Danmark (typisk 2 måneders leje), og modsat Malmö er der mange ledige, centralt beliggende lejligheder klar til omgående indflytning.

Lejekontrakt: Få udfærdiget en lejekontrakt. Det er bedst, hvis den er i både dit og din ægtefælles navn. I skal desuden have udfyldt en udlejerbekræftelse (”Wohnungsgeberbestätigung”) jf. flensburg.de/Leben-Soziales/Einwohnerservice/Bürgerbüro og et udlejercertifikat (”Vermieterbescheinigung”) jf. flensburg.de/Leben-Soziales/Einwohnerservice/Einwanderungsbüro-Immigration-Office

Folkeregistret i Flensborg: Tag til rådhuset i Flensborg, henvend dig på ”Bürgerbüro”. Medbring dit pas samt lejekontrakten. Du får straks en kvittering på, at du nu er tilmeldt folkeregistret i Flensborg. – Hvis du ønsker hjælp på dansk, henvend dig ved skranken lige ved indgangen til ”Bürgerbüro” (til højre) og spørg efter en dansktalende medarbejder, som man uden problemer vil finde til dig.

Frameld dig det danske folkeregister, hvis du har fundet arbejde i Tyskland (idet du derved bliver skattepligtig og socialt sikret i Tyskland). Hvis du derimod fortsætter med at arbejde i Danmark, så oplys dette til det danske Folkeregister ved fraflytningen. For så er du fortsat skattepligtig i Danmark og har ret til det særlige sundhedskort, som du kan bruge, hvis du får behov for læge, tandlæge m.m. i Danmark jf. borger.dk Sundhed og sygdom>Sygesikring og lægevalg>Særligt sundhedskort. EU-sygesikringsblanketten E106 fra Udbetaling Danmark bekræfter, at du har ret til læge, tandlæge m.m. i Tyskland (dvs. tysk offentlig sygesikring) til udgift for Danmark.

Opretholdelse af din danske sygesikring er mulig, fordi du arbejder i Danmark og dermed også fortsat er skattepligtig i Danmark – din arbejdsgiver trækker som sædvanlig skat, og du hører i denne henseende stadig til i den kommune, som du fraflytter. Du bliver ”grænsegænger”, som det korrekt hedder.

Kontakt udlændingekontoret, ”Einwanderungsbüro”: Schleswigerstr. 66, 24941 Flensborg. Ring til 0461 85-2000 eller skriv til einwanderungsbuero@flensburg.de og aftal en tid (”Termin”) for et personligt fremmøde. Her skal du i første omgang indgive din ansøgning om EU-opholdstilladelse. Opholdstilladelsen vil du typisk kunne få inden for kort tid.

Sygesikring i Tyskland: Straks efter aftalen om møde på udlændingekontoret henvender du dig til sygekassen AOK: Heinrichstr. 21, 24937 Flensborg. Anmod om tysk sygesikring. Du skal medbringe din kvittering fra ”Bürgerbüro” og EU-sygesikringsblanketten E106 fra Udbetaling Danmark. Du får straks et dokument, der bekræfter, at du er sygesikret i Tyskland, og kort efter modtager du et sygesikringsbevis med posten, som du kender det fra Danmark. Når du nu er hos AOK, så forhør dig om, hvordan din ægtefælle fra et tredjeland kan få sygesikring. Er din ægtefælle uden arbejde i Tyskland, kan han/hun komme ind under din sygesikring.